Side 1

Stor ståhej for.... alle pengene

 

Hvis NørregadeTeatrets opsætning af "Frøken Nitouche" var en hors d’oevre, ville den være en sekslags canapé fra Noma med sauce suplémentaire, la vache qui rit og en smiley på toppen

 

Jeg morede mig kosteligt sammen med de øvrige premieregæster torsdag aften i NørregadeTeatret.

Mine forventninger til aftenen var skyhøje, og de blev indfriet.

Det gik over stok og sten med Frøken Nitouche alias Anne Sophie Jansfort i en henrivende hovedrolle. Og sikke sangstemme, helt på højde med Lone Hertz’ (Katy Bødtger). Jeg kunne slet ikke falde i søvn efter stævnemødet på de skrå brædder i det gamle elværk. Hendes naturlige sødme og udstråling tog publikum med storm. Jeg glæder mig til et gensyn.

Frøken Nitouches counterpart, løjnant Ferdinand de Champlatreux, spillet af unge Victor Marquardsen, byder ind med veltourneret næsten professionel attitude og amourøs flirten. En flot præstation, der lover godt for hans videre karriere. Jeg kan forstå, at Marquardsen er optaget på teaterskolen i Odense, og det skal de nok blive glade for. Han mindede mig lidt om den unge Peter Bonke i De Blå Husarer.

Hele ensemblet – incl. ”amatørerne”, der ydede et stilrent og sikkert cancan-modspil til de professionelle, Kristian Boland, Anne Vibeke Mogensen, Henrik Larsen, Lisbeth Kjærulff og Frank Rubæk, der leverer varen med vittige replikker (Vase og Fuglsang), komisk over- og underspil, temperament og udadlelig perfektionisme – er lige til at grine af.

Der er fart og feltet, fuglebur og twerking à la francaise, flotte kostumer og fornemt akkompagnement af Jørgen Bonde & Co.

Underfuld underholdning af øverste skuffe, komik, romantik, stor ståhej, der som vi ved, slutter med at alle får hinanden i enden.

Jeg gir seks canapéer!

 

PS Man forstår til fulde at Lolland Kommune - med føje og højt humør - har bevilliget NT en ny egnsteateraftale gældende for de næste tre år.

 

Teatrets lyst er Floridor, og klostrets trøst er Celestin. Den højt tilbedte Floridor, og den oversete Celestin. I silkeflor går Floridor, i sort satin går Celestin, og ingen tror, at Floridor, engang er bror til Celestin. Skønt Celestin er Floridor, og Floridor og er Celestin.

Anne-Vibeke Mogensen, klostrets myndige priorinde, , der nidkært vogter over sin protegé, Denise de Nitouche, og alligevel lader sit gode hjerte forbarme sig over den vidtløftige teatertossede tøs. (Man har vel også selv engang været ung - og forelsket)

Fotos: Lynge Nielsen, NørregadeTeatret

Frank Rubæk gi'r den som Alfred Schmuck, major ved 27. Husarregiment, med højt hævet sabel, kanon og libidinøse tendenser. Prætig performance med både krop, sjæl og skidesjovhed.

Tak til Kirsten Victoria Lind for enkel men smuk scenografi og - med sylespids assistance af NørregadeTeatrets ferme sypiger - kropsnærekostumer

Løjnant Ferdinand de Champlatreux, spillet af unge Victor Marquardsen, har både sangstemme, udstråling og charme til at drive det vidt.

Kristian Boland spiller Celestin/Floridor med kostelig mimik, strutskørt og den flotteste diktion, jeg har hørt siden Mogens Wieth.

http://noerregadeteatret.dk/forestillinger/froeken-nitouche

Lisbeth Kjærulff er ubetalelig i rollen som teaterprimadonna med vulkansk temperament og fuglebur en derrière. Og hun ta'r med lethed det høje C.

Er de ikke ømme - teaterdirektøren og Celestin/Floridor. Jeg var meget rørt over Henrik Larsen, der optrådte med klassisk elegance i både skørt og skødefrakke.

Jeg var lige ved at falde ned af tronstolen, da jeg torsdag nat læste Bias breathtaking facebook-opslag om hendes Frøken Nitouche-0plevelse ved generalprøven. Og jeg tænkte, hvor er det dog skammeligt, at kun os, der er facebook-venner med mademoiselle, får lejlighed til at nyde sådan ordekvilibrisme og humoristisk anslag. Men på høflig forespørgsel har jeg - uden nævneværdig falsk beskedenhed - fået tilladelse til at bringe den her på min hjemmeside. Tak for det Bia.

Hvis NørregadeTeatrets opsætning af "Frøken Nitouche" var en kage, ville den være en kulørt bombe af en femlags Othello-Sportskage fra La Glace med ekstra chokoladesovs, flødeskum og pynt på toppen.

Forestillingen er en syndig fornøjelse, man heldigvis ikke skal tænke meget over....

Det er "bare" underholdning - GOD underholdning.

Der er nemlig ikke noget "bare" i at ramme lystspils-genren lige i derrieren.

Men i "Frøken Nitouche" får den på ALLE teatrets efterhånden velpolerede og tempofyldte komedie-tangenter...

det her skidt, det kan de altså!

I aften var det forpremiere, og de små ting, der skal gå galt, gik naturligvis galt. Så alt skal nok blive helt perfekt i morgen.

Men for publikum betyder den slags småuheld ingenting, når der spilles med førnævnte derriere (nu med indbygget fuglebur) ud af bukserne - og hele vejen ned i et cancan-dansende kjoleskørt.

Titelrollen Frøken Nitouche spilles med glimt i øjet af Anne Sophie Jansfort, der synger klokkeklart som en nattergal.

Hun og Viktor Pascoe Medom Marqvorsen har en naturlig sødme som det unge par, der må en del forvekslinger igennem, før de får hinanden. Viktor vil blive savnet, nu da teaterskolen i Odense forståeligt gør krav på hans talent.

Rundt om dem giver teatrets tre erfarne komikere - Kristian Boland som Celestin/Floridor, Lisbeth Kjærulff som primadonnaen og Frank Rubæk som majoren - den fuld skrald på farcekanonen.

De er stykkets garanti for, at latteren ruller gennem salen fra start til slut.

Den skal så heller ikke have flere nøk på komikskruen, da selv et lystspil KAN blive for lystigt. Men det er nu helt tilpas til premieren i morgen.

Der er et sælsomt og velkomment ekko fra fordums tid på NørregadeTeatret, hvor små skøre, skæve og herligt uhøjtidelige indslag løftede forestillingerne. Det gør den ellers så til hudløshed gennemspillede operette til teatrets helt egen. Og det er bogstaveligt talt kanon!

Anne Vibeke Mogensen og Henrik Larsen giver i øvrigt løjerne lidt modent modspil med deres fine senior-romance. Der gemmer sig meget under den overflade, og begge vil vi gerne se mere til på den lollandske teaterscene, tak.

Ensemblet fungerer som et rutineret, roligt ankerpunkt - som lagene i kagebomben.

De synger godt - akkompagneret af Jørn Bondes veloplagte orkester - og spiller i fin balance uden at overgøre noget.

Endnu en fejende flot oplevelse venter i NørregadeTeatret. Og et tip: denne forestilling bliver ikke ringere af at indtage en god middag med vin forinden, så lattermildheden har indfundet sig.

Den får man brug for... Og blusser kinderne ikke i forvejen, så kommer de til det. ❤ 😂

 

 

Brøndahls feminine ligemand, journalist Birgitta Andersen (Bia), Lolland-Falsters Folketidende. Altid med et smil på læben.

Kors! Stig Weye og Middelalderkrucifikset

Sublim særudstilling på Stiftsmuseet i Maribo fra den 10. juni 2016 til den 1. februar 2017

 

Billede fra fredagens fernisering. Til højre billedkunstner Stig Weye. Foto: Birthe Larsen.

Man får næsten et chok, når man træder ind i udstillingssalen på Stiftsmuseet og ser de første af maleren Stig Weyes farvestrålende billeder.

Jeg har i tidens løb stiftet bekendtskab med mange af Weyes værker, og jeg altid været imponeret af hans farvemættede, magiske penselføring. Men at blive bombarderet med så mange på en gang, slår næsten benene væk under en.

Weye, som er bosat i Nysted, er lige fyldt 70 år og har været på banen i mange år, ikke mindst her på sin hjemø(er).

Udstillingen rummer 40 værker, placeret i en - med museets egne ord - "usædvanlig og provokerende scenografi i form af en ruin".

I et andet lokale kan man se museets unikke samling af unggotiske korbue-krucifikser fra 1300-tallet - også et besøg værd. Spændende at sætte Weyes værker op mod middelalderkunstnernes "gruopvækkende realistiske" Kristus-fremstillinger.

"Stig Weyes billeder er kontrasten med klare farver og de store korsbilleder sætter middelalderkrucifikserne i spil på en klangbund af fortælling. Lidelsen er ikke så fremherskende - og dog. Vi finder både kors med og uden Kristus, og det vrimler med symbolik. Kunstnerens komposition er tydelig, og vi aner inspiration og teknik fra renæssancens Italien. Stig Weyes kors er ikke blot et kors, men et opgør med den overfladiske verden og en fastholdelse af, at der findes absolutte sandheder, selv om det moderne liv måske fortæller os noget andet", hedder det i Stiftsmuseets pressemeddelelse.

Selv siger Stig Weye om korset: "Stenaldermanden brugte det. Før Jesus kom på Jorden, og før man tænkte på den Gud, vi kalder Gud. Den første kunst, der er skabt, er de steder i skoven, hvor man lagde grene i et kryds. Krydset blev anerkendt som et kors i middelalderen - "det drejede kryds", der blev et kors".

Museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, Erik Kristiansen, udtaler: "Vi starter vores vandring med gru i middelalder-krucifiksudstillingen "Oh My God", og dererfter kommer labyrinten med Stig Weyes billeder, hvor der venter en unik, farverig oplevelse om hvert hjørne. For de eftertænksomme byder Weyes billeder på mange middelalder-symboler og megen farvesymbolik. Det giver os et praj om, hvordan billederne kan fortolkes. Men gennemgående kan de forstås som en kritik af vores moderne samfund". Hvabehar!

Stiftmuseet på Banegårdspladsen har åbent torsdag - lørdag fra kl. 11-16, søndag - onsdag lukket. Entré voksne: 50,-, børn under 18 år gratis.

Besøg og omvisning i museet kan arrangeres hele året efter forudgående aftale.

Mine varmeste anbefalinger. 6 kors.

Og må jeg gøre p.hd Erik Kristiansens ord til mine: "En god udstilling for udflugter, eller måske bare et anderledes sted at mødes med en kollega, en ven eller en elskerinde".

 

 

 

 

Egil Hvid-Olsen: "Stig Weye er en finurlig og farverig kunstner. Med fødderne solidt plantet i en grundtvigsk, folkekirkelig tradition breder hans motiver sig ud i de mest fantasifulde konstruktioner, der ikke alene trækker på bibelske fortællinger, men også på mytologi, historiske hændelser, særegne personer og fabeldyr.

Når jeg har påtaget mig at skrive en bog om Weyes kirkelige kunst, skyldes det, at han er stærkt repræsenteret i Grindsted Kirke (hvor jeg er præst), idet han både har udsmykket prædikestolen (2008) og alterbordsforsiden (2013). Weye har dog også malet en lang række malerier med bibelske motiver, der ikke er tiltænkt ophængning i kirker. Der er derfor massevis af eksempler, når man - som jeg - bredt vil redegøre for Weyes kirkelige kunst.

Undervejs i gennemgangen af værkerne kommer jeg vidt omkring i bibel-, kirke- og dogmehistorien. Det er lærerigt for mig - og det vil det forhåbentligt også blive for læserne.

Bogen blev udgivet Kristi Himmelfartsdag, d. 5. maj 2016, i forbindelse med indvielsen af det nye altertæppe, som Stig Weye har designet til Grindsted Kirke. Desuden kommer bogen til at fungere som et slags katalog i forbindelse med en 70 års fødselsdagsudstilling for Stig Weye på Stiftsmuseet i Maribo".

 

Museeumsinspektør Ulla Schaltz fotograferet i Oh My God (OMG)-udstillingen af middelalder-krucifikser.

+ Asrue

 

Eva Matjekas bøger

 

Hvad mon mørket gemmer?

Fører dig gennem skyggerne ind i nattens mørke, ind til hemmelighederne ......og lyset!

og hjælper dig til ikke at være bange - heller ikke for det mørke, der bor i dig selv!

 

Har du tid?

Filosoferer over begrebet tid, sætter fokus på nærværet og fører dig ind til kernen - lige ind i nuet!

Vil du med? Har du tid?

 

Kærlighed - hvad er det?

Stiller mange spørgsmål til kærlighedens væsen og giver dig mulighed for at søge svar inde i dig selv - i dit "hjertes krybberum" - om du er 5 eller 90 år. 3. udgave, ny forside

 

Hvad har givet rosen duft?

Filosoferer over skaberkraften og appellerer til børns nysgerrighed, undren og spørgsmål om livets små og store processer.

Ny indbundet udgave!

 

Hvor kommer farverne mon fra?

Handler om lysets brydning i krystallen, regnbuens farver på himmelbuen og i din egen stue.

Faverne relaterer desuden til chakrapunkterne.

Ny indbunden udgave.

 

Blomsternes Indre Liv

Hvad blomsterne fortalte mig!

Digte til Peter Fichs blomsterdevabilleder.